Vedtægter for KLG Håndbold

§1 Foreningens navn og hjemsted

Foreningens navn er KLG Håndbold med hjemsted i ALPI Hallerne, Kollundvej 33, 7400 Herning. KLG Håndbold er tilsluttet Dansk Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI, afd. Midtjylland) og paraplyorganisationen af idrætsforeninger i Herning Kommune ”Idrætsrådet i Herning Kommune”. Endvidere er foreningen tilknyttet KLG Fællesbestyrelsen efter gældende vedtægter for fællesbestyrelsen.

§2 Foreningens formål

KLG Håndbolds formål er at give mulighed for at dyrke håndbold i Lind og gennem udøvelse af denne idræt og andre kulturelle aktiviteter at fremme den enkeltes sundhed og trivsel.

§3 Foreningens juridiske forhold

KLG Håndbold har egne vedtægter og fremstår som en juridisk og økonomisk selvstændig forening. Foreningen er medlem af KLG Fællesforeningen efter gældende vedtægter for Fællesbestyrelsen.

KLG Håndbold ledes af en bestyrelse på 3-7 medlemmer. Foreningens medlemmer – herunder bestyrelsen – hæfter ikke personligt for de af KLG Håndbold indgåede forpligtelser. Der hæftes alene ved KLG Håndbolds formue. Blandt de til bestyrelsen valgte medlemmer vælger bestyrelsen selv dennes formand.

§4 Foreningens ledelse

Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden består af kassereren og 1-2 medlemmer. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en toårig periode, således at der hvert år er medlemmer på valg. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.

Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger kasserer og andre tillidsposter. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.

Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver. Bestyrelsen fører fortsat tilsyn med og følger løbende op på underudvalg og arbejdsgruppers håndtering af opgaverne. Bestyrelsen er dog berettiget til at uddelegere ansvaret for opgavernes håndtering til disse underudvalg og arbejdsgrupper.

Formanden indkalder og leder bestyrelsens møde. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst 2 medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønsker om det over for formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab. Enhver fysisk myndig person er valgbar til foreningens bestyrelse.

Foreningen tegnes ud af til ved underskrift af formanden og mindst ét yderligere bestyrelsesmedlem i foreningen. Ved optagelse af lån, samt ved andre væsentlige eller usædvanlige dispositioner, tegnes foreningen gennem en samlet bestyrelse.

§5 Medlemmer

Som medlemmer optages børn, unge og voksne, der ønsker at dyrke håndbold.

Der kan i foreningen optages passive medlemmer. Forældre, der ikke selv er aktive, som har børn under 16 år, som er aktive medlemmer i foreningen, optages pr. automatik som passive medlemmer. Passive medlemmer har stemmeret på generalforsamlingen på lige fod med aktive medlemmer. Børn under 16 år har ikke selvstændig stemmeret på generalforsamlingen og skal således eventuelt stemme gennem forældre. Uanset at begge forældre til et barn under 16 år er registreret som passive medlemmer og som følge heraf har stemmeret på generalforsamlingen, har de dog alene en stemme tilsammen på generalforsamlingen.

Indmeldelse sker på foreningens indmeldelsesblanket. Medlemsskabet er først gyldigt, når medlemmet har betalt kontingent. Forældre til et aktivt medlem bliver automatisk opfattet som passive medlemmer fra det øjeblik, deres barn har betalt kontingent.

Udmeldelse kan ske ved skriftlig henvendelse til kassereren med virkning fra udgangen af et regnskabsår. Allerede erlagt kontingent kan ikke kræves tilbagebetalt.

Alle medlemmer skal vedkende sig KLG Håndbolds vedtægter og de eventuelle yderligere retningslinjer og værdigrundlag, der måtte være gældende for danske gymnastik- og idrætsforeninger. Vælger et medlem at handle i strid med de retningslinjer eller værdigrundlaget, kan bestyrelsen træffe beslutning om at ekskludere et medlem fra foreningen.

§6 Kontingent

Bestyrelsen fastsætter det årlige kontingent.

§7 Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

Foreningen afholder generalforsamling hvert år senest medio marts måned. Indkaldelse til generalforsamlingen skal ske med mindst 3 ugers varsel ved brev/mail til aktive og registrerede passive medlemmer med angivelse af dagsorden. Sker indkaldelse ved brev/mail er bestyrelsen berettiget til at anvende den af medlemmets seneste opgivne adresse/mail. Det er det enkelte medlems ansvar at ajourføre disse oplysninger.

Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfalden kontingent. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt, idet det præciseres, at forældre, der har status som passivt medlem, jf. vedtægtens § 5, automatisk har stemmeret på vegne deres børn registreret som aktive medlemmer.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Regnskabsaflæggelse
4. Behandling af indkomne forslag (hvis nogle)
5. Godkendelse af budget
6. Valg af bestyrelsesmedlemmer
7. Valg af revisor
8. Der udpeges repræsentanter til ALPI Hallernes repræsentantskab
9. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen. Forslag om vedtægtsændringer, der ønskes behandlet, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 måneder forud for udgangen af den måned, hvor den ordinære generalforsamling skal afholdes.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen.

Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (en over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning. Skriftlig afstemning anvendes dog, når det begæres af blot ét medlem. Ved personvalg, hvor der er foreslået flere end det antal, der skal vælges, foretages altid skriftlig afstemning. Ved sådanne personvalg anvendes reglen om simpelt flertal. Dirigenten drager omsorg for, at der udarbejdes referat fra generalforsamlingen, og referatet underskrives af dirigenten.

§8 Deltagelse i ALPI Hallernes repræsentantskab

På foreningens ordinære generalforsamling vælges 2 repræsentanter til ALPI Hallernes repræsentantskab, og disse udpeges for et år af gangen.

§9 Foreningens æresmedlemmer

Bestyrelsen kan udpege æresmedlemmer, der kan deltage i alle KLG Håndbolds aktiviteter, herunder generalforsamlingen, og æresmedlemmerne har stemmeret på generalforsamlingen. Medlemskab er gratis for alle æresmedlemmer.
Som æresmedlemmer kan alene udpeges personer, der igennem en årrække har ydet en ekstraordinær indsats for KLG Håndbold.

§10 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan finde sted, når formanden eller et flertal af bestyrelsen fremsætter ønske herom.
Anmodningen skal foreligge skriftligt og indeholde oplysninger om de forhold, som ønskes behandlet.
Ekstraordinær generalforsamling kan også afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne i foreningen fremsætter skriftlig begrundet anmodning herom.
I begge tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 4 uger efter anmodning er kommet til formandens kundskab.
Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger, og generalforsamlingen afvikles i øvrigt efter samme regler som den ordinære generalforsamling.

§11 Vedtægtsændringer

Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.

§12 Økonomi, regnskab og revision

Foreningens regnskabsår er 1.1 – 31.12.
Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Foreningens regnskab føres af kassereren, der tillige fører foreningens medlemsregister.
Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.

§13 Foreningens opløsning/nedlæggelse

Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på 2 hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.

Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning anvendes i overensstemmelse med de i § 2 fastsatte formål eller til andre almennyttige formål. Beslutning om den konkrete anvendelse af formuen træffes af den opløsende generalforsamling.

§14 Datering

Således vedtaget på KLG Håndbolds generalforsamlingen 23. maj 2016.